Nyhedsbrev maj 2026

31. maj 2026 14:00 , af Morten kasserer

Ny bestyrelse 
Efter generalforsamlingen har klubben fået en ny bestyrelse:

  • Formand: Mogens Olsen
  • Næstformand: Lisbeth Bonde Jensen
  • Kasserer: Morten Petersen
  • Bestyrelsesmedlem: Kian Banke Larsen
  • Bestyrelsesmedlem: Ellen Østervang Nielsen

Du kan se den fulde oversigt på klubbens hjemmeside.

Vi opfordrer alle medlemmer til også at orientere sig om de nye sammensætninger i klubbens udvalg:
B&U-udvalget
Festudvalget
Vinteraktivitetsudvalget
Materialeudvalget
60+-udvalget
Tur- og løbsudvalget
Uddannelsesudvalget
SafeZone-udvalget

Alle medlemmer er velkomne til at deltage i udvalgene – det er en god måde at være med til at forme klubbens aktiviteter og hverdag på. Er du nysgerrig på, hvad et udvalg laver, eller overvejer du at blive en del af det, er du meget velkommen til at tage kontakt til et af medlemmerne i det pågældende udvalg og høre nærmere.

Motionslokalet i svømmehallen
Godt nyt: Vi har fortsat adgang til motionslokalet i Nyborg Idrætscenter. Lokalet kan benyttes til individuel træning i receptionens åbningstid, husk at booke i goMember og reservere ergometer. Husk at følge reglerne for adgang – og at det ikke er tilladt at benytte svømmebassiner, sauna eller badeland i forbindelse med besøget. Læs mere om regler her.

Ny mulighed: Kajakuddannelse i dit eget tempo
Som noget nyt i 2026 tilbyder klubben kajakuddannelse, hvor du selv bestemmer tempoet. I stedet for at sætte en hel weekend af kan du nu fordele undervisningen over tid og deltage i de workshops og ro-aftener, der passer dig. Kurset følger IPP-systemet og koster 1.700 kr. inkl. 6 måneders medlemskab og lån af alt udstyr. Læs meget mere om tilbuddet her – og del det gerne med nogen, du kender, som har tænkt på at prøve kajak!

Instruktørsamling i Kerteminde
Vi har igen i år haft en gruppe engagerede instruktører samlet til den årlige instruktørsamling i Kerteminde. Stemningen var god, og instruktørerne kom hjem med masser af nye idéer, som de er ivrige efter at afprøve i sæsonen. Det lover godt for de kommende aktiviteter!

Nye sikkerhedsbestemmelser på vej
Klubben arbejder på at opdatere sikkerhedsbestemmelserne. Vi vender tilbage med mere information, når de er klar. Hold øje med hjemmesiden.

Køb sodavand og øl i klubhuset
Husk at du kan købe sodavand og øl i klubhuset. Betal nemt og hurtigt via MobilePay.

Bruger du primært app'en?
Hvis du primært følger klubben via app på din mobiltelefon, opfordrer vi dig til også at besøge vores hjemmeside på nyborgkajakklub.dk – der er information og et banner, som ikke vises i app-versionen.

Status på byggeri / klublokalefordeling
Kommunen har nu afholdt møder med alle foreninger på havnen for at få et overblik over, hvordan havnens lokaler bruges.
Det næste skridt i arbejdet med klublokaler er, at kommunen udarbejder konkrete forslag til, hvordan lokalerne kan anvendes, og af hvem. Når forslagene er klar, ønsker kommunen at invitere alle foreningerne til et fælles møde, hvor ideerne præsenteres og drøftes.
Kommunen er ved at begynde på etablering af ny vaskeplads. Det betyder, at de to blå containere skal flyttes - hvorhen vides ikke endnu.

Faste ture / muligheder
Mandage: Workshop Surfski
Tirsdage:  60+ Kaffe – kort og lang tur
Onsdage: Kajakture – 3 forskellige længder/tempi
Torsdage: Workshop Havkajak
Lørdage: Formiddagstur – 2 timer
Søndage: Tur med madpakke – 4 timer

Lørdage og søndage er henvendt til "hyggeroning".

Kommende arrangementer
Torsdag 11. juni og 13.-14. juni - Kajakskole
Onsdag 24. juni – Fællesarrangement – med rotur og spisning
Torsdag 25. juni og 27.-28. juni - Surfskiskole

 
God sæson til alle på vandet! 🚣

Bestyrelsen, Nyborg Kajakklub